Lorte-dessert og bladselleri
Hvorfor er det kun forskellig mad-smag
man accepterer uden spørgsmålstegn. Hvorfor ikke også livsstilssmag, så længe
den ikke skader andre?
Denne David Mitchell youtube-video om ”smag” fik mig til at tænke.
David forstår hverken, hvorfor mennesker lyver over for ham, når de påstår,
at bacon smager dårligt og rabarber er dejligt, eller hvad de vil opnå med
deres løgn.
Jeg ville nok bruge bladselleri i sammenligningen frem for rabarber, men
han har jo ret.
Hvis nogen påstod, at bacon var klamt, og at bladselleri var lækkert, så
ville jeg undres, men følge samfundets normer. Jeg ville sige, at jeg ikke var
enig men acceptere, at personen bare havde en anden smag end jeg. Jeg er ikke sikker
på, om jeg som David inderst inde ikke rigtig ville acceptere det, og bare mene,
at de ikke har set lyset.
Hvis det derimod handlede om smag i bøger, film eller politik ville
normerne ikke være så strenge. Jeg ville godt kunne indgå i en diskussion om,
hvorvidt de burde læse nogle andre bøger, men det ville være upassende at opfordre
dem til at spise flere clubsandwiches end bladselleristænger.
Jeg har mødt folk, som (af for mig uforståelige årsager) siger, at de meget
bedre kan lide den socialrealistiske Tom Kristensens bøger end Harry Potter,
og at fantasy ikke siger dem noget. Jeg accepterede udvendigt og sagde: ”Hver
sin smag.” Men indeni mente jeg selvfølgelig, at de havde dårlig smag, fordi de
ikke havde samme smag som mig… men så prøvede jeg at huske, at den ene smag
ikke er bedre end den anden, de er
bare forskellige.
Jeg synes, det er rart, at normen findes om, at man skal acceptere
forskellig smag, for jeg synes jo det ville være irriterende, hvis Tom Kristensen-fanen
forsøgte at overbevise mig om, at jeg slet ikke havde spildt mit liv ved at
læse de 460 siders ”Hærværk”, som jeg personligt mente, jeg kunne have sparet
mig selv for ved bare at læse følgende linjer: 'Mand i panikalderen fucker sit
liv op, brænder sine broer og sin lejlighed, mens han går i hundene og knalder
sin prostituerede nabo. Er der mon håb for ham eller drikker han sig ihjel?'
Det gælder så mange ting i livet, som der kan være divergerende meninger
om. Når man ikke gider diskutere det længere, kan man ofte lade begge uenige parter
slippe uden nederlag ved at konstatere, at smag og behag er forskellig.
Men det er som om, der er ét område i livet, hvor ”forskellig smag” ikke
godtages som argument af alle – nemlig meningen med livet, eller bare selve
livet. ”Villa, Volvo, Vovse-” eller ”Mand og Børn-diskussionen”. Og her tænker
jeg på den helt klassiske drøm om/idealbilledet af kernefamilien og jeg ser
bort fra homo-, pan-, trans-, aseksuelle og polyamori udgaver.
”Jeg føler mig lykkelig.” ”Nej, det synes jeg ikke, du gør.”
Jeg er med på, at de fleste søger et fast forhold med én fast partner.
Dette indbefatter ofte også fast ejendom, og vældig ofte at sætte børn i verden,
hvis det er muligt. Og det er en smuk søgen efter lykke. Jeg leder bare efter
min lykke et andet sted.
Men når jeg fortæller det til andre, bliver jeg ikke kun mødt med undren,
men ofte også med indpakkede beskyldninger om, at jeg lyver for mig selv, hvis
jeg ikke søger det, flertallet har sat som mål i livet. Nemlig en kæreste, og
som oftest børn med denne kæreste.
Når jeg siger, at jeg hellere vil være single og bruge tid på alle de fede
hobbies, jeg har nu, end jeg vil have mand og børn – og at jeg ikke længes
efter at være i symbiose med en dejlig mand (og have en masse hed sex med ham),
så er det utrolig sjældent, at folk siger: ”Fedt at du er glad for den måde, du
lever på – sådan ville jeg ikke vælge, men cool for dig.”
Det er virkelig tit, at folk afværger mig med et: ”Bare rolig, det kommer.
Pludselig mens du mindst venter det, så kommer kærligheden.”
Hvis jeg så forklarer, at det må den gerne, men jeg har ikke tænkt mig at
bruge tid på at lede efter kærligheden, for jeg savner ikke en mand i mit liv,
så siger de ting som: ”Det er fordi, du ikke har prøvet tosomheden.” eller hvis
de er lidt mere flabede: ”Det er fordi, du ikke har fået god nok sex, at du
hellere vil være alene.”
Nogle beskylder mig underforstået for at lyve, når de siger ting som: ”Det
tror jeg ikke på, i virkelighed vil du gerne have en kæreste og måske senere et
par unger.”
Og hvis jeg prøver at forklare folk, der allerede har børn, at måske vil
jeg have en mand, hvis der kommer en god en forbi, men børn er jeg ikke
interesseret i, så er kommentaren oftest: ”Når du selv får børn, kommer du til
at elske dem.”
Nogle få gange har det føltes, som om stressede forældre havde et decideret
behov for ikke bare at fortælle, at de ikke var enige i min livsholdning og
mine valg, de lod også til at føle, at de var nødt til at overbevise/omvende
mig eller i det mindste få mig til at indse, hvor tomt mit liv var uden et fantastisk
familieliv med børn som deres.
Måske var det bare min irritation over deres kategoriske afvisning af, at
jeg kunne være glad for noget som helst andet end det, de selv havde valgt, men
det føltes lidt som om, at de var desperate efter at bevise, hvor godt deres
valg var. (For hvis andre kunne være lykkelige på en anden måde, så var det liv,
de havde valgt med skrigende unger og alt for lidt søvn, måske alligevel ikke
så perfekt?)
”Jeg vil hellere have bladselleri end bacon.” ”Super! Mere bacon til mig!”
Mit ærinde er ikke at sige, at alle de, der vælger familie og børn, ikke
har valgt rigtigt. Langt fra! Jeg vil bare påpege, at blot fordi et flertal
elsker én ting, er det ikke ensbetydende med at mindretallet, der elsker noget
andet, er syge og forkerte.
Og jeg vil heller ikke på nogen måde afvise, at de kan få ret, de der
siger: ”Når du finder den rigtige mand, bliver du endnu mere lykkelig” eller ”Når
du selv får børn, så ændrer dit perspektiv sig, og så er familien det, du har
mest lyst til. Så føles det ikke som et afsavn, at du skal skære ned på nogle
af de andre ting, du har gang i nu. Så bliver familien automatisk din
førsteprioritet.”
Det tror jeg er sandt… men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg skal vælge den vej. Og slet ikke
ensbetydende med at jeg ikke kan blive lykkelig på en anden måde.
Men nu har jeg jo ikke og børn og derfor er mit perspektiv stadig det
gamle, som synes at børn ville være meget begrænsende for min frihed, for alle
de fede ting jeg laver nu.
Blødende chokoladehjerte ligner på afstand en opstyltet lort med bonus-bæ
indeni.
Jeg er som tidligere nævnt ikke afvisende overfor at lukke en mand ind i
mit liv, hvis jeg falder over en dejlig en af slagsen. Men jeg er ikke så
desperat efter nærhed, at jeg har tænkt mig igangsætte en grundig eftersøgning.
Børn derimod, det er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have.
Lad mig her sammenligne med dessertens verden.
Jeg elsker chokolade, men hvis jeg nu aldrig havde smagt en chokoladekage,
og jeg stod ved kagebordet og skulle vælge dessert. Så ville den bæ-brune klat
selv med en skovlfuld flødeskum på og en kugle is ikke nødvendigvis lokke mig.
Selvom nok så mange sagde: ”Når du først har smagt den, vil du ændre
perspektiv, så har du altid mest lyst til at bestille blødende
chokoladehjerte.” så ville jeg ikke nødvendigvis vælge den dessert.
Når tilpas mange siger, at den er himmelsk, ville jeg nok tro på dem, og
jeg ville tro på, at også jeg ville kunne komme til at synes om den kage. Og
når jeg så, at de efter at have prøvet chokoladekagen blev ved med at bestille
samme dessert, så ville jeg tro dem endnu mere…
Men det betyder stadig ikke, at jeg ikke ville kunne fortsætte med at være
fuldt ud tilfreds med at skulle vælge mellem bananasplit, is i diverse
varianter, tiramisu, creme brulee og citronfromager.
”Jamen det er bare fordi, du ikke har prøvet!”
”Det er da meget muligt, men ja så længe jeg ikke har prøvet, savner jeg
det jo heller ikke.”
”Jamen dit liv bliver fattigere uden chokoladekage.”
”I dine øjne måske…”
Nu har jeg aldrig været særlig begejstret for børn. Jeg hader dem ikke, men
jeg kan bedst lide voksne.
Kan man få nogle voksne børn, der elsker én, uden at man skal investere 20
år i dem, poste en million kroner, opgive/sætte alle ens interesser på standby
i flere år, miste sin nattesøvn i hvert fald de første år?
For så vil jeg gerne prøve en chokoladekage, selvom den har stået lidt
længe på køl og er blevet lidt tør i kanten.
Jeg kan ikke sige mit selviske ego fri for at irriteres, når jeg bliver
afbrudt midt i en spændende samtale med mine venner, fordi deres børn også har
brug for opmærksomhed. Det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg står med benet
langt ovre i et andet paradigme, og ikke interesserer mig for mine craft eller
lego friends.
Når børnene endelig er lagt i seng, kan vennerne kun holde sig vågne nogle
få timer, fordi børnene har tvunget dem ind i en (for et b-menneske som mig) ukristelig
døgnrytme, hvor de står op kl. kvart i kvalme.
Vennerne melder også oftere fra, end før de fik børn, fordi de ting, vi
lavede i gamle dage, er svære at forene med et liv med børn.
Det er helt ok for mig, at andre elsker børn. Seriously! Det accepterer jeg
gerne også helt inde i min egoistiske sjæl. Be my guest. For så slipper jeg for
at skulle holde dem. Jo flere der strømmer hen til barnevognen og spørger, om
de må holde den lille ny alien jo bedre - så kan jeg bakke væk uden nogen ser
det. Mindre bladselleri til mig.
Men på et tidspunkt lærer de at gå. Og så stavrer de med udspredte arme,
grønt ellevetal ned om munden og havregrød ned af fronten hen mod mig. Og jeg
ved da godt, at de ikke gør det af ond mening. De vil bare gerne have et kram,
men deres uskyldige hensigter gør det ikke mindre klamt, når de tørrer mulen af
i min cardigan.
Smat-indsmurte engle?
Det er her nogle forældre ryster på hovedet, og nogle bliver endda
forargede over, at jeg ikke forguder deres små kloner. De ser jo bare en
strålende engel, der svæver hen til mig. De er holdt op med at se klatterne på
tøjet, og det gælder ofte også andres børn, uanset hvor meget kødsovs der har
sat sig fast i håret og bag ørerne.
Det er ikke fordi, jeg ikke forstår mekanismen. Jeg har katte, og jeg synes
ikke min kat er klam, når den kommer slæbende med en mus og tager den ind under
sengen… eller jo ok måske lidt. Men jeg roser min kat for fangsten, selvom det
jo bare er instinkt, på samme måde som forældre roser deres børn for de mest
talentløse kruseduller, som om det var stor Picassokunst.
Og ligesom forældre synes, at andres børn kan være søde. Synes jeg jo også
at andre menneskers hunde, katte, kaniner og papegøjer har charme. Endda
edderkopper og slanger er cool. Så jeg forstår godt, at man kan blive desillusioneret
til at tro, at det, man selv har sat op på et piedestal, må være elsket lige så
højt af andre, uanset om det gælder at have en kæreste eller at have børn,
eller noget så stort som meningen med livet (som for nogen er det samme).
Ligesom med mad, må jeg ikke rynke brynene, hvis folk siger, at de hader
katte, jeg kan kun høfligt sige, at jeg elsker katte, og ikke forstå deres smag –
men jeg må acceptere den.
Men hold nu op, hvor skal man høre på meget pis, hvis man ytrer, at man
ikke bryder sig om børn! Det er normbrud med mistede venskaber til følge.
”Smag og behag er forskellig”, og ”alle er berettiget til deres egen mening”
- bortset lige fra ikke at kunne lide andre folks børn, det er åbenbart en
dødssynd.
Når de spørger: "Vil du ikke gerne holde ham?" har jeg lært at et svar som: "Nej, hvad skal jeg give for at blive fri?" kan blive taget meget ilde op.
Jeg har set blå vener dirre i panden på stolte familiefædre, hvis jeg
rynkede på næsen, når deres lille skrigeballon rakte hænderne op mod mig efter at
have overgylpet og skidt ud over hele puslebordet. Og jeg har modereret mit
sprog nærmest af frygt for at få et par på kassen.
Men omvendt synes de åbenbart gerne, de må sparke efter min kat, hvis den
gnider sig op af deres ben. ”Jeg hader katte!” eller måske mere legitimt: ”Jeg
er allergisk,” siger de. Og det foreskriver normerne, at jeg skal acceptere.
Kan man mon få lægeerklæring på, at man er allergisk overfor små børn?
Den lille forskel
Der er en forskel på de to problemer, jeg bakser med.
Der er forskel på at sige, 1) at man ikke bryder sig så meget om børn – hvor
folk af en anden mening (efter at have nedkæmpet trangen til at strangulere
mig) siger eller måske bare tænker: ”Bare vent til du får dine egne, så vil du
også se dem som engle.” - Og på 2) at sige ”Jeg søger ikke en kæreste, føler ikke
jeg har brug for en, og hvis jeg finder en, så tror jeg ikke jeg vil have børn
med ham.”
Så er det pludselig en diskussion om, hvorvidt man overhovedet kan være
lykkelig alene. Altså uden en kæreste, ikke uden børn… i første omgang.
Og så er vi tilbage ved det blødende chokoladehjerte.
Jeg tror ikke, jeg behøver at få en ny favorit dessert, som jeg vil sværge
resten af mit dessertliv til. Jeg tror også, jeg kan blive lykkelig uden
nogensinde at opdage fortryllelsen ved chokoladen. Jeg tror, jeg kan være
lykkelig ved at spise cheese cake, ost og kiks, vaniljebudding, panacotta,
æblekage og blåbærtærte.
Min eneste bekymring er, at jeg skulle komme til at savne de der voksne
børn, når de dropper mine craft og lego, og de taler om ting, der også
interesserer mig, og de har lært behovsstyring, så der er lidt mere plads til
mig mig mig og mit ego.
Men her forsøger jeg at gardere mig med en chokolademousse, idet jeg prøver
at opbygge et særlig nært forhold til min søsters børn.
Så kan man være sammen med dem og have nogle gode oplevelser uden alt
ansvaret, bekymringerne og besværet ved at skulle håndtere opdragelsen og den
sommetider stressede hverdag. (Og ja jeg kalder det besvær, for jeg har endnu
ikke ændret perspektiv og spist af det blødende chokoladehjerte, så jeg ser det
som et slid og ikke et privilegium – for mig ligner den bæbrune dessert stadig
lort med drys.)
”Jamen Christina, du behøver jo ikke opgive alt det,
du elsker nu, bare fordi du får mand og børn, det er jo bare et spørgsmål om
prioritering.”
”Luk nu røven med det pis.”
Jeg må konstatere, at det er virkelig få af mine
børnefamilie-venner, der stadig kan nå alt det de gerne vil, og som de gjorde
før.
Hvis man skal tidligt op, have morgenen til at hænge
sammen, afleveret børnene, lægge 8 timer på arbejde, hente børn igen, nå at
lave aftensmad og ordne huset så man ikke drukner i vasketøj og opvask og
madpakkesmørring, og man efter putningen har mere end 3 timer til sig selv og
eventuelt kæresten, så lyder det til, at man er meget heldig.
Og med den usandsynligt ringe selv-disciplin jeg har nu
uden børn, vil det være umuligt for mig med små børn at prioritere mig ud af
problemet med at nå alt det, jeg gerne vil, hvis det meste af min nuværende
fritid skulle bruges på manden og børnene.
Hvis der pludselig ikke er 6-8 timers mig-tid, men
måske kun mellem 1,5-3 timer på en god dag, så kan jeg ikke se, hvordan jeg
bare ved at prioritere på magisk vis stadig vil kunne nå at løbe bare 30
minutter, skrive bog, tage til spilaftener med brætspilsvennerne, tage til
fortælleaften med fortællekredsen, tage til rollespil med nørderne, se film med
filmklubben, male, tegne og hygge med veninderne.
”Nej men når du har chokoladekage, savner du ikke mandel
biscotti, islagkage, frugtsallat med råcreme eller jordbær med mælk og fløde.”
Og det er her, jeg bare må sige. At det er meget
muligt, at jeg ligesom så mange andre ville kunne blive lykkelig for blødende chokoladehjerte,
og måske kun en smagsprøve af andres isdesserter og othellolagkager en gang
imellem. Men hvorfor må jeg ikke have lov til at være lykkelig med alle de
desserter, jeg har nu?
Mmmm drømmekage
Nu er det jo heller ikke alle, der decideret siger, at
jeg ikke kan være lykkelig alene, eller at jeg har valgt helt forkert, men det
er godt nok heller ikke mange, der siger ”Godt for dig!” Og det, jeg er sur
over, er ikke, at folk automatisk antager, at jeg hører til flertallet og deler
deres drømme. Det, der hidser mig op, er, når folk beskylder mig for at lyve,
når jeg ”påstår” at jeg er glad, også når jeg er alene.
Hvis jeg laver en ”pros and cons”-liste, er det jo
heller ikke fordi, at jeg ikke ville kunne bevare nogle af mine
ynglingsaktiviteter i et forhold med børn, eller bare et forhold uden børn.
Jeg ville stadig kunne se film, og det ville måske
endda være ekstra hyggeligt at se dem med en kæreste (selvom vi så skulle enes
om, hvad vi skulle se, men lad os ikke foregribe problemer, som måske slet ikke
ville opstå). Jeg ville stadig kunne male, mens vi så film, hvis vi ikke skulle
sidde tæt. Jeg ville kunne nå begge disse ting på 1,5-3 timer, hvis der også
var børn og vinduet for kærestetid var af den korte slags.
Til nogle af gruppearrangementerne ville det være
muligt bare at tage en eventuel kæreste med. Men mange af de vennegrupper, jeg
nyder at fylde mit liv med nu, ville blive kraftigt beskåret i tilfælde af
børn.
Og uanset hvor ligeglad jeg ville være med det, når
jeg først var forblændet af chokolade, så virker det som et ret stort tab i det
paradigme, jeg står i lige nu.
Men det er svært at forstå for folk, der er super
glade for at have fundet kærligheden, at jeg også kan føle mig lykkelig uden
kærlighed som deres, ved at finde mening i en ordentlig røvfuld venner og
kreative ting.
Når min selvdisciplin er i bund og jeg kun ser youtube
og ligegyldige serier i stedet for at skrive og tegne, så savner jeg kreativiteten.
Og det er måske svært at forstå, for folk der ikke finder samme glæde ved
akrylmaling, lærreder og spændingskurver i novelleskriveprocessen.
Men hvor ville det være rart, hvis folk i stedet for
at antage, at jeg havde et fattigt liv, (fordi jeg havde fyldt det med andre
ting end de har), ville acceptere, at jeg er glad for det, jeg har, uanset om de
forstod det eller ej.
Jeg antager også, at forældre er super glade for deres
børn og familieliv, selvom jeg ikke savner at stå i deres situation med et
grædende barn på armen i færd med enten at spise sine bussemænd eller tørre dem
af i forældrenes ærmer.
Jeg er selv virkelig glad, når jeg åbner hoveddøren,
og kattene kommer mig mjavende i møde. Jeg hader dem ikke, når de lægger sig på
mit tastatur og sender mærkelige e-mails til alle, jeg kender, fordi de vil
nusses og være lige der, hvor mine fingre er. Og jeg elsker dem, selvom de af
og til skider udenfor kattebakken. Det bedste er, når min kat lægger sig ovenpå
dynen på min brystkasse og spinder, så jeg er nødt til at blive liggende og
spille spil på mobilen en halv time mere den lørdag, inden jeg kan stå op - og
det gør mig intet, at jeg er alene i sengen.
Men det har folk, der godt kan lide varmen ved at dele
en seng, ikke altid forstå. At gasse mig ekstra længe med to fældende
skarpkloede rovdyr med dårlig ånde, det er den bedste nøddekurv med vaniljeis/risalamande
med kirsebærsauce/vafler med syltetøj, jeg ved.
Så det er sikkert lidt det samme for forældre, der er
rørt til tåre over en juleafslutning, hvor børnene synger i koret, så kirkens
tag letter, og mosaikruderne sprænges.
Det samme for et kærestepar der går en tur i skoven
med en madkurv og ender med at have verdens bedste sex under en eg, mens
myrerne fortærer resten af deres sandwich.
Det går jeg ud fra, men det betyder stadig ikke, at mit
liv er fattigt, og at jeg ikke kan være lykkelig uden at sætte tænderne i den
kage, der for mig ligner en opstyltet lort.